Acceleratorer – skaber de overhovedet værdi?

Alle leverandørerne tilbyder metoder og værktøjer til at effektivisere implementeringsprocessen. Fællesbetegnelsen for disse værktøjer og metoder er acceleratorer. Det kan eksempelvis være prædefinerede projektplaner, -testplaner eller standardkontoplaner. Vi ser også værktøjer til at støtte hurtigere implementering, hvor man kan gå ind og trække på en række standardprocesser og med udgangspunkt deri hente hjælp til opsætning og dokumentation af systemet. Disse acceleratorer udvikles af såvel selve leverandøren men også af partnerleddet.

Et andet værktøj til at accelerere implementeringsprocessen er templates. Mange leverandører vælger i dag at tilbyde specielle løsninger, f.eks. brancheløsninger, som er baseret på templates. Templates er kendetegnede ved ofte at være branchefokuserede.  For brancheløsninger gælder typisk, at de acceleratorer, der leveres med systemet, er tilpasset forholdene i den enkelte branche og dermed kan kickstarte et projekt, så man kan opnå en tidsbesparelse i implementeringsforløbet.

Templates ejes og udvikles ofte af ERP leverandørernes partnere. Dette betyder at  der kan være stor forskel på kvaliteten og omfang af indholdet i løsningerne . Fælles for alle leverandører er, at de alle tilbyder implementeringsmetoder, men det er værd at notere sig, at nogle leverandører tilbyder acceleratorer, der er underbygget med konkrete værktøjer, mens andre leverandørers metodikker er ren ”slideware”.

Udviklingen af templates er primært drevet af de store system-leverandører i et forsøg på at erobre markedsandele i den mellemste og nedre del af markedet. Det er dog vores vurdering at de fleste leverandører har haft vanskeligt ved at få gang i salget.

Anvendelse af en template kan være en hurtigere vej til målet, men det værd at understrege, at denne måde at implementere et ERP-system på kun kan anvendes umiddelbart i mindre eller meget simple virksomheder, som eksempelvis kan acceptere et standard ordreforløb. Større eller mere komplekse virksomheder kan anvende templates som udgangspunkt for implementeringen, men undgår ikke, at systemet på en række områder skal tilpasses virksomhedens forhold. Som kunde skal man desuden overveje hvad der kan og skal ske med templateløsningen, når systemet skal opgraderes eller udvides.

Summa summarum…acceleratorer er en god ”opfindelse” – men vi har fortsat ikke set effekten på projekternes økonomi og tidshorisont. De er ikke blevet billigere og går i øvrigt ej heller hurtigere.

Nogle leverandører tilbyder acceleratorer, der er underbygget med konkrete værktøjer, mens andre leverandørers metodikker er ren slideware!