ERP – er det ikke ved at blive lidt ”old School” 

Hvor man tidligere købte store brede ERP-suiter, så ser vi kunderne købe lidt smallere ERP-løsninger, som i langt højere grad skal arbejde sammen med apps og andre forretningssystemer.

Et ERP-system er en bred væg-til-væg it-løsning, som er i stand til at understøtte langt størstedelen af en virksomheds forretningsprocesser. Alt fra økonomi, indkøb, logistik, salg, produktion, personale mm. i en samlet integreret it-løsning. Data registreret et sted slår hele vejen igennem, så man kan se effekten andre steder i systemet. Én samlet brugergrænseflade, én datamodel, ét sikkerhedssystem mm. Dette giver rigtig god mening i langt de fleste virksomheder, hvor arbejdsprocesser og data går på tværs af funktioner og afdelinger. Ofte bruges betegnelsen en ”suite”. Modsat ERP findes ”Best-of-breed” systemer, som typisk understøtter et mindre antal arbejdsprocesser, typisk inden for et specifikt område. Det kunne være systemer til HR, Løn, Tidsregistrering, Rapportering mm. Med Best-of-breed systemer stilles andre krav til integrationer, datamodel mm. Men omvendt kan Best-of-breed ofte løse den specifikke opgave bedre end et ERP-system.

Selve ”ERP begrebet” har eksisteret siden midten af 1990´erne, da Gartner introducerede det i betydningen – Enterprise Ressource Planning. Ensbetydende med it-systemer, som kan dække alle virksomhedens ressourcer. Men allerede i 1980´erne så vi de første ERP-systemer såvel i Danmark som internationalt. De hed bare ikke ERP. Systemerne Concorde, Navigator er gode eksempler herpå, udviklet i Danmark til mindre og mellemstore virksomheder, men også SAP kom frem med deres store mainframe ERP-løsning R/2.  Så med den lange historik i en verden, hvor digitaliseringen går så stærkt, kan man jo med rette spørge – Er ERP ikke ved at være lidt ”old school”?

Siden 1980´erne har systemerne undergået en rivende udvikling. Frem til og med 90´erne så vi en udvikling med fokus på at forbedre løsningernes funktionalitet og procesunderstøtning. I 0´erne har fokus været på udvikling af integrations snitflader, forbedret brugergrænseflader, mobil adgang samt at gøre systemerne egnet til udvalgte brancher. I de senere år ser vi fokus har ændret sig i takt med den øvrige teknologi udvikling, hvor ERP-systemerne får tilført apps, robot teknologi, kunstig intelligens samt leveres i en eller anden form for skyløsning. Baseret på den nyeste teknologi ser vi også løsningerne i langt højere grad indeholder smarte algoritmer så ensartede og trivielle opgaver håndteres automatisk og hvor systemerne kan ræsonere sig frem til beslutninger baseret på store mængder af historiske data. Vi begynder derfor at se mere eller mindre ”selvkørende” systemer.

Nutidens ERP-system er således en radikal anden løsning end dem, vi så for blot 10 år siden. I takt med at virksomhederne igangsætter digitale transformationsprogrammer, så er ERP-løsningerne fundamentet for, at man kan lykkes med transformationen. Hvor de mange nye digitale løsninger typisk er kundevendte, så holder ERP-systemet styr på hele den bagvedliggende infrastruktur i form af logistik, økonomi mm.  Derved ikke sagt, at ERP-systemet ikke også i sig selv indgår i den digitale omstilling og leverer løsninger til kunder, leverandører, medarbejdere og samarbejdspartnere, for det ser vi også gode eksempler på hos vores kunder.

Der er derfor ingen tvivl om at, ERP ikke er ”old school”, men det er klart at kundernes behov ændrer sig i disse år, og at man ikke køber og implementerer ERP-systemer på samme måde i dag, som man har gjort tidligere. Hvor man tidligere købte store brede ERP-suiter, så ser vi kunderne købe lidt smallere ERP-løsninger, som i langt højere grad skal arbejde sammen med apps og andre forretningssystemer. Det giver en større frihed og fleksibilitet i takt med at konkurrencesituationen ændrer sig i markedet. Dette stiller således større krav til at have styr på sin it-arkitektur, masterdata og business intelligence.  I takt med at løsningerne ligger i skyen, vil muligheden for at lave større tilretninger også blive mindre. Det er godt for løsningens levetid, men stiller anderledes krav til, at man kan håndtere de forandringer, som der vil være i virksomheden ved at gå fra A til B. Forandringsledelse har altid været på agendaen, men nu bliver det svære og svære at spare væk. Når virksomheden samtidig vælger at indkøbe ERP sammen med andre digitale løsninger, så ser vi med dette, et fundamentalt skifte fra at gå fra ”en-leverandør” ERP-strategi til strategier, som omfatter flere leverandører. Hvor mange tidligere havde en ERP-strategi som blot hed ”SAP” eller ”Microsoft”, og hvor man kritisk valgte inden for den software pallette, som leverandøren tilbød, så er kunderne i dag blevet mindre trofaste, og køber løsninger fra flere leverandører.