Den gode og
den dårlige implementering
Implementeringsfasen er den vigtigste fase i et ERP-projekt, og det er typisk her, forskellen mellem en god og en mindre god løsning opstår. Således kan det næstbedste system rigtigt implementeret ofte være en bedre løsning end det bedste system implementeret forkert. Alle virksomheder, som har været igennem et ERP-projekt ved, at der er mange ting, som kan gå galt undervejs, og at der er en lang række faldgruber, det er nødvendigt at være opmærksom på.
ERP-projekter ikke kun IT-projekter. ERP projekter omfatter typisk hele virksomheden og indeholder ofte et større forandringsomfang. Ofte - jo større system/ virksomhed, jo større forandringsomfang. ERP-projekter er således i mindst lige så høj grad organisations- og forretningsudviklingsprojekter, og omfatter ofte meget store dele af organisationen. Vores holdning er, at de derfor primært bør drives fra den forretningsmæssige side og med den eller de forretningsansvarlige som sponsorer.
I nogle tilfælde er leverandørerne kapable til og opmærksomme på at understøtte en sådan forandringsproces netop for at sikre, at virksomheden realiserer de procesforbedringer, som virksomheden er stillet i udsigt. Men ofte er dette desværre ikke tilfældet. Det er vores erfaring, at ERP-leverandørernes konsulenter typisk kan se de muligheder for forbedringer, som tager udgangspunkt i systemets standardfunktionalitet, men ikke nødvendigvis de forbedringsmuligheder der er relateret til kundens branche og forretning. Der er altså tale om stadig større krav til den interne styring af ERP-projekter, såfremt flest mulige fordele skal opnås i forbindelse med ERP-implementeringen eller i umiddelbar forlængelse heraf.
IT-afdelingernes rolle er dog ikke udspillet, når det gælder ERP. Det er blot afgørende, at både forretning og IT hver især forstår deres rolle og ansvar i forbindelse med udvikling af ERP-systemer. Forretningen skal beskrive og realisere de forretningsmæssige fordele forbundet med videreudvikling af ERP-platformen. Det gælder for eksempel nye funktioner, enklere forretningsgange og sparede manuelle rutiner, mens IT-afdelingens opgave er at etablere systemets funktioner og integrationer på den teknologisk set mest hensigtsmæssige måde.
Implementeringsfasen er den vigtigste fase i et ERP-projekt, og det er typisk her, forskellen mellem en god og en mindre god løsning opstår!